Eksklusiv udsigtsmiddag i Cloostårnet

Få en oplevelse ud over det sædvanlige, når vi den 30. august 2019 kl. 19.00 inviterer til eksklusiv udsigtsmiddag i Cloostårnet.

Oplev den helt specielle stemning i Cloostårnet, når solen langsomt går ned i vest og indhyller landskabet i smukke, varme farver.

I 60 meters højde med udsigt over det meste af Nordjylland serverer vi en eksklusiv udsigtsmiddag bestående af lækre små retter.

“Tapasbar” 160 meter over havet

På Cloostårnets 1. udsigtsplatform kan du smage på udsøgte små serveringer i nord, syd, øst og vest. Hvert verdenshøjrne har sit eget tema.

Således kan du i “Nord” nyde små serveringer bestående af forskellige fisk mens du skuer ud over Nordjylland op mod Skagen.

I “Syd” serverer vi små retter af vildt fra Bangsboområdet med udsigt over skoven mod Jyske Ås.

I “Øst” er retterne koncentreret omkring skaldyr, som nydes mens der er udsigt over Kattegat og de små øer Kølpen, Deget, Hirsholmene & Læsø.

Temaet i “Vest” er landbrug, og her kan du nyde små retter med lækre grøntsager og kød fra lokale gårde mens du skuer mod Rubjerg Knude og vestkysten.

Eksklusiv champagne- og vinbar

På Cloostårnets øverste udsigtsplatform er der Champagne- og vinbar, hvor vi serverer et udvalg af udsøgte vine og champagne, der passer til de mange små retter, som du skal smage på din tur rundt i de “nordjyske verdenshjørner”.

Prisen for dette enestående arrangement er kr. 795,- pr. kuvert

(Inkluderet i prisen er entré til Cloostårnet, spisning & drikkevarer ad libitum)

OBS! Vi har kun plads til 40 spisende gæster til dette arrangement

OM CLOOSTÅRNET

“Vest for Bangsbo, omgivet af Vandværksskoven, rejser det 60 m. høje Cloostårn sig 160 meter over havet.

Tårnet blev opført på foranledning af Christian Cloos og blev indviet 18. april 1962. Tårnet har siden stået som et vartegn for Frederikshavn – synligt fra alle verdenshjørner, når man nærmer sig byen.

Til toppen kommer man enten ved brug af elevator, som går til den 1. udsigstplatform – eller via trappen, som fører til den øverste platform. Der er handicapvenlige adgangs-forhold til tårnet.

Herfra er der en formidabel udsigt over Frederikshavn og en stor del af Vendsyssel.

I klart vejr kan man se til Skagen i nord, Rubjerg Knude i vest og Jyske Ås i syd. Mod øst er det øerne i Kattegat, der dukker op: Kølpen, Deget, Hirsholmene og Læsø.”

Kilde: www.toppenafdanmark.dk/nordjylland/cloostaarnet