Opskrifter


 

sild

Sildesalat

Prøv vores kolde sildesalat med syltede agurker, pickles & tomat vendt med mayonnaise

Ingredienser:

  • 300 gram marineret sild
  • 300 gram syltede agurker
  • 100 gram sennepspickles eller hjemmesyltede pickles
  • 2 tomater - i fine tern
  • 2 kogte æg - hakket
  • 100 gram ægte mayonnaise
  • Salt & peber

Fremgangsmåde:

  1. Sildene skæres i tynde strimler og vendes med agurkerne, pickles, tomater og de kogte æg.
  2. Til sidst vendes mayonnaisen i, og det hele smages til med salt og peber.

NB.: Mål og vægt på opskriften er kun vejledende og kan varieres, alt efter smag og konsistens på råvarerne.


 

Krydderkage

Kom i julestemning med Møllehusets kydderkage med vanilleskum og julegløgg med kanel og appelsin.

Ingredienser:

  • 125 g smør
  • 400 g sukker
  • 400 g mel
  • 4 tsk kanel
  • 2 tsk natron
  • ½ l kærnemælk
  • 80 g rosiner
  • 80 g hakkede nødder
  • 80 g revet gulerod
Fremgangsmåde:
  1. Smelt smørret.
  2. Til dernæst sukker, mel, kanel, natron og kærnemælk. Pisk det sasmmen til en ensartet masse.
  3. Kom til sidst rosiner, nødder og gulerod i.
  4. hæld massen i en smurt bradepande og bag den i ca. 30 min.  ved 200 grader.
  5. Nyd kagen med noget varmt at lune dig på -velbekomme!
Møllehusets opskrift på krydderkage

 

Møllehuset opskrift

Apfelstrudel

Oktober 2015
Kalenderen siger efterår, og der er sæson for æbler. Vores køkken har været på jagt efter nedfaldsæbler i lokalområdet, som bruges i madlavningen. En af de ting, de bl.a. bruges til er Apfelstrudel, som serveres med vanillecreme, både på Møllehuset og på Hotel Lisboa. Der findes mange opskrifter på Apfelstrudel, og denne opskrift I får her, er inspireret af Brødrene Price.
 

Ingredienser:
(6-8 pers.)

  • 300 g hvedemel
  • 2 spsk. olie
  • 1 æg
  • 1 spsk. citronsaft
  • 1 lille nip salt
  • ca. 1-2 dl lunkent vand
  • 100 g rasp
  • 100 g smør
  • 1,5 kg æbler
  • 100 g rosiner
  • 100 g mandelsplitter
  • 150 g brun farin
  • 1 dl rom
  • kanel
  • flødeskum

Fremgangsmåde:

  1. Kom mel i en skål og lav en fordybning i midten.
  2. Kom æg, olie, salt og citronsaft i fordybningen og ælt det sammen med melet.
  3. Tilsæt så meget af det lunkne vand så dejen bliver til at arbejde med og ælt den så rigtig godt igennem -brug evt. en røremaskine med dejkroge, for at få en så smidig dej som muligt.
  4. Dejen kommes i en melet skål og pensles med lidt olie på overfladen, så den ikke tørrer ud. Dæk skålen med køkkenfilm og lad dejen hvile i mindst en times tid.
  5. Skræl og udkern æblerne og skær dem i tynde både. Marinér rosinerne i rom eller calvados. Brun raspen med halvdelen af smørret.
  6. Når dejen er klar breder man et stykke klæde udover sit arbejdsbord - evt. et stort og glat viskestykke. Herpå placeres dejen efter at man har drysset med mel.
  7. Dejen rulles nu relativt tyndt ud, tildækkes med et fugtigt viskestykke og hviler i et kvarters tid. Dernæst skal dejen trækkes ganske tyndt ud. Kom mel på hænderne og stik dem ind under dejen og træk så forsigtigt udefter. Dette gøres mhp. at få en tynd, stor, firkantet dejflade.
  8. Dejen pensles med resten af det smeltede smør. Fordel dernæst rasp, æbler, rosiner, nødder samt farin over dejen og drys lidt med kanel.
  9. Rul dejen fast sammen som en roulade - man styrer processen ved hjælp af det klæde den ligger på. Strudlen placeres på en bageplade evt. i form af et "U" hvis den ikke kan ligge der på langs.
  10. Pensel den med lidt smør og drys med lidt sukker, og bag den så ved 180 grader i ca. 30-40 min.
  11. Serveres varm eller lunken og evt. med flødeskum til.

 

Hjemmelavede Flødeboller

September 2015
Vores kokkeelev, Ida, har for ganske nyligt haft sin debut med hjemmelavede flødeboller, og vi synes også,at I skal have fornøjelsen af at prøve det derhjemme. Her kommer en opskrift, som er håndgribelig og let kan laves hjemme i eget køkken. 

Til bundene:

  • 400 g marcipan
  • lidt flormelis

Til skum:

  • 250 g sukker
  • 75 g vand 
  • 110 g glukosesirup
  • 140 g past. æggehvider
  • 15 g sukker

Til overtræk

  • 400 g chokolade efter eget valg 

Sådan går du:

Bunde

  • Tænd ovenen på 180 grader
  • Drys list flormelis på bordet, inden marcipanen rulles ud. På den måde hænger marcipanen ikke fast på bordet.
  • Rul marcipanen ud i en passende tykkelse (3-5 mm), og udstik runde bunde med en udstikker eller et glas. 
  • Bag bundene i ca. 5-8 minutter. Tag dem ud og lad dem køle af.

Skum

  • Hæld æggehvider og 15 g sukker i en ren skål - pisk ikke endnu
  • Find en gryde og kom vand, glukosesirup og 250 g sukker i. Kog massen op til 117 grader - mål temperaturen med et sukkertermometer. Sukkermassen skal koge langsomt 
  • Når sukkermassen er 110 grader, piskes æggehvider og sukker fint og luftigt
  • Når sukkermassen er 117 grader, tages gryden af varmen
  • Skru helt op for piskeren og hæld i en tynd stråle den varme sukkermasse ned i skålen. Pisk nu på max i ca. 10 minutter indtil skummet er stivt og skinnende. 

Så skal flødebollerne laves 

  • Kom skummet i en sprøjtepose evt. med en flot tyl og sprøjt forsigtigt skummet ud på de kolde bunde. 
  • Lad flødebollerne stå i 1-2 timer ved stuetemperatur.
  • Smelt chokoladen i over et vandbad, og lad den køle en smule, inden den kommes på flødebollerne. Brug en pensel eller dyb flødebollerne i chokoladen.
  • Velbekomme! 
Møllehusets flødeboller

 

Møllehusets hyldeblomstchampagne

Hyldeblomstchampagne

August 2015

Mange forbinder hyldeblomst med sommer, og derfor har vi naturligvis været ude at plukke hyldeblomster til hyldeblomstsaft. I den forbindelse vil vi gerne dele en opskrift på hyldeblomstchampagne med jer. 

Hyldeblomsterne er afblomstret for i år, men har du en flaske hyldeblomstsaft stående, kan du tilsætte lidt gær for at frembringe gæringsprocessen.

Denne opskrift svarer til ca. 6 liter

Ingredienser:

  • 4 liter meget varmt vand
  • 700 g sukker
  • juice og skal af 4 citroner
  • 15 hyldeblomstskærme
  • 2 spsk. hvidvinseddike
  • 1 knivspids gær

Fremgangsmåde:

  • Hæld 4 liter varmt vand  og sukker i en stor beholder og rør indtil sukkeret er opløst
  • Hæld dernæst 2 liter koldt vand oven i, så der er 6 liter i alt  
  • Tilsæt citronaft og -skal, eddike og hyldeblomstrene og rør forsigtigt rundt. Dæk med et stykke rent stof, og lad væsken gære et koldt sted med gennemtræk i et par dage.
  • Kig til bryggen undervejs. Hvis der ikke er dannet skum, og væsken dermed ikke er begyndt at gære, tilsættes en lille smule gær.
  • Lad blandingen gære videre under klædet i endnu fire dage. Hæld væsken igennem en si med et viskestykke i, og hæld væsken på rene robuste flasker med patentlåg (kraftige flasker med stærke propper er nødvendige for at opnå størst mulig overtryk)
  • Sørg for at flaskerne lukker tæt, og opbevar dem et køligt og mørkt sted, hvor de kan gære færdigt i mindst en uge.
  • Champagnen bør nydes afkølet og kan holde sig i måneder

Inspiration: Hugh Fearnley-Wittingstall, "Den originale River Cottage kogebog"